Princip om undervisningens organisering
Formål:
Undervisningens organisering skal skabe rammer, der sikrer hver enkelt elev bedst mulig læring, dannelse og trivsel. Mål: Bestyrelsens princip for undervisningens organisering er et lovpligtigt princip, der tager afsæt i Folkeskoleloven og er udarbejdet i henhold til Brahesminde skolers værdier og målsætning. Princippet skal være med til både at udvikle og styrke et differentieret og kreativt læringsmiljø for både børn og voksne.
Skolens ansvar:
- At understøtte landsbyordningens funktion ved at skabe trygge overgange (vuggestue, børnehave, skole og SFO)
- At tilrettelægge skoledagen, så børnenes læringspotentiale samt både børn og voksnes arbejdsmiljø tilgodeses bedst muligt
- At prioritere en varieret skoledag med fokus på læring, bevægelse og trivsel
- At inddrage den omkringliggende natur og kultur i undervisningen
Forældrenes ansvar:
- At understøtte og deltage aktivt i børnenes læring og trivsel
- At deltage i et åbent og konstruktivt samarbejde med landsbyordningens medarbejdere
- At børnene møder friske og veludhvilede op til undervisningen
- At børnene møder forberedte op til undervisningen
Princippet er vedtaget af Fællesbestyrelsen d. 21.09.2022 og skal revideres hvert andet år
Samværs- og ordensregler
For at medvirke til at sikre så gode og trygge forhold som muligt for alle på skolen, for at medvirke til at skabe de bedst mulige vilkår for undervisningen og for at sikre skolen og dens inventar mod unødig overlast, gælder følgende samværs- og ordensregler:
Hovedregel:
Der skal være respekt om undervisningen.
Det betyder:
- Mød præcist.
- Medbring nødvendige materialer.
- Vær forberedt.
- Vær deltagende.
- Vær aktivt søgende, spørgende og hjælpende.
- Vær medansvarlig for alles læring.
Hovedregel: Skolen skal være et trygt sted for alle.
Det betyder:
- Opfør dig hensynsfuldt og hjælpsomt over for andre.
- Vær stilfærdig, når du færdes indendørs.
- Følg de anvisninger, som gives af de voksne, som færdes på på skolen.
- Bidrag positivt til fællesskabet.
Hovedregel:
Respektér og bevar skolens miljø og materialer.
Det betyder: Pas på bøger, Chromebooks, inventar, bygninger, legeredskaber etc. Ryd op efter dig.
Ovenstående er besluttet af Fællesbestyrelsen på Brahesminde Skoler og Børnehuse den 16.04.2024