Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Årsberetning

Billede fjernet.

Formandens beretning 2025-2026

Fællesbestyrelsen for Brahesminde Skoler og Børnehuse

Endnu en gang er det tid til status. Fællesbestyrelsen har igen været optaget af at varetage børnenes og forældrenes interesser på tværs af skoler og børnehuse. Bestyrelsesarbejdet tager fortsat afsæt i ønsket om åbenhed, dialog og medinddragelse – og i at skabe de bedst mulige rammer for børns trivsel, læring og hverdag. Det er meningsfuldt arbejde, da det er en af de eneste måder at få indflydelse på vores børns institutionsliv og være med til at sætte rammerne for, hvordan en stor del af deres tid skal bruges. Igen i år er der nedslagspunkter, hvor noget særligt er sket. Dem får I her.

Elevrådet – børnenes stemme

Som en fast del af vores møder har vi haft elevrådet med, når det har været muligt. Elevrådene bidrager med vigtige indsigter i børnenes hverdag og kommer med både konkrete ønsker og mere principielle drøftelser. I år har emner som toiletforhold, legepladser, trivsel og hverdagsrammer været på dagsordenen. Det er afgørende for fællesbestyrelsen, at børnene oplever, at deres perspektiver bliver hørt og taget alvorligt. Man skal jo aldrig bede om input, hvis man ikke bruger det, der kommer. Så vi bestræber os på at lytte, spørge ind og se, om deres ønsker kan efterkommes. Derudover har vi bedt dem om at deltage i det andet faste punkt på dagsordenen som er:

Legepladser og udearealer

Legepladserne har igen i år fyldt en del i Fællesbestyrelsesarbejdet. I Svanninge har frugtlunden været i fokus efter donationen af frugttræer, og i Horne har der været dialog om legepladsens stand og udviklingsmuligheder. Arbejdet sker i samarbejde med støtteforeningen, ledelsen og medarbejdere, og ambitionen er at skabe udearealer, der både indbyder til leg, bevægelse og fællesskab – og som i højere grad kan udvikles sammen med børnene selv. Økonomien er her den største barriere for at komme i mål. 

Høringssvar og økonomiske rammer

Bestyrelsen har afgivet høringssvar til både budget 2026 og den kommende tildelingsmodel. I disse har vi været optaget af, hvordan økonomiske beslutninger påvirker hverdagen i praksis her i vores lille landsbyordning. Landsbyordningen er, når både børnehus og skoler er under samme ledelse. Det har været vigtigt for os at påpege over for politikerne, at der skal en anden økonomisk ramme til for at opretholde samme kvalitet i både skole og dagtilbud i de små samfund, da vi ikke har ”stordriftsfordele”. Vi anerkender de politiske ambitioner, der kommer centralt fra, men kvalitet kræver tilstrækkelige ressourcer. Vi er glade for at der lyttes og efterkommes fra politisk side, så vores økonomiske ramme fra næste år gerne skulle blive bedre. Det ser jeg som en stor sejr i at al vores ”lobbyarbejde” har virket.

Feriepasning

Feriepasning har været genstand for flere drøftelser i løbet af året. Forældrehenvendelser har givet anledning til at se nærmere på rammer, organisering og formidling af ferietilbuddene. Fællesbestyrelsen har haft fokus på tydelig kommunikation, tryghed for børnene og praktiske løsninger, der understøtter både familiernes behov og medarbejdernes arbejdsvilkår. Vi håber næste år bliver endnu bedre

Dialog med kommune

Fællesbestyrelsen har deltaget i dialogmøder med Opvækst- og Læringsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune og andre skoler og børnehuse. I år er der blevet drøftet trivsel, overgange og udviklingsområder. Samtalerne har givet anledning til både refleksion og anerkendelse af det arbejde, der udføres lokalt, og de understøtter et fortsat samarbejde mellem skoler, børnehuse og kommune. Det er ikke alle børnehaver og skoler, der oplever succes med forårs-SFO, hvilket har givet en drøftelse af dens værdi. Vi i Fællesbestyrelsen oplever forårs-SFO som gavnlig og som en lille smagsprøve på skolelivet, inden det rigtig går i gang. Her ved os har vi selvfølgelig også fordelen af at det er kendt personale og at der kun skal flyttes tasker gennem en enkelt dør. Den fordel oplever andre børnehaver og skoler ikke. Selvom vi fortsat arbejder med at forbedre informationen til kommende forældre, så overgangen opleves så tryg og overskuelig som muligt – så er vi godt med. Tydelig kommunikation – blandt andet via Aula, vores åbent-hus for nye børn og deres forældre og før skolemøder – er et vigtigt redskab i denne proces. Vi forsøger at give vores erfaringer videre på Dialogmøderne ligesom vi får inspiration til forbedringer hjemme ved os selv.

Medarbejdere og ledelse

Året har budt på både afsked og nye ansættelser. Fællesbestyrelsen vil gerne takke medarbejdere og ledelse for et fortsat højt engagement og et godt samarbejde. Det er i den daglige indsats, at rammerne for børnenes trivsel og udvikling skabes, og dette arbejde fortjener stor anerkendelse. Vi er glade for at blive inviteret med til ansættelsessamtaler, hvor vi får et indblik i det daglige maskinrum og indflydelse på hvilke nye skud der skal komme på en ellers stabil stamme. Igen i år har vi måtte ansætte en ny leder - Else-Marie på afd. Svanninge. Nu håber vi at vi næste år slipper for den proces igen, igen. Stort velkommen til Else-Marie.

Støtteforeningen Brahesminde

Støtteforeningen har fået ny bestyrelse – eller næsten ny. Simone Rosenberg er fortsat suppleant, men ellers er der nye folk på posterne. Emil Hansen er blevet formand, Erik Benkjer er blevet kasserer og Maria Skovbjerg er nu medlem af bestyrelsen, udover mig selv som næstformand. Støtteforeningen spiller en betydningsfuld rolle i fællesskabet omkring Brahesminde Skoler og Børnehuse. Gennem praktisk hjælp og støtte til konkrete projekter bidrager foreningen til at styrke både hverdag og fællesskab og giver muligheder for at søge fonde til kommende projekter. Giv gerne lyd til en af ovenstående, hvis du kunne tænke dig at blive en del af drømmeholdet – det er her, vi drømmer stort og arbejder på økonomi til at få drømmene til at ske. En stor tak skal lyde til den afgående bestyrelse for alt deres arbejde.

Arbejdsdag på begge matrikler

Igen i år har vi afholdt arbejdsdag på begge matrikler – med stor succes. Det er altid hyggeligt at arbejde på at få vores matrikler til at blive bedre. Fællesbestyrelsen står for planlægningen af dagen. I år har vi forsøgt at være endnu bedre forberedt, men som med alt andet – så øver vi os fortsat. Hvis du har ideer til projekter, kan du altid skrive til en af os fra Fællesbestyrelsen. Tak for en hyggelig dag og for alt jeres arbejde.

Sommer i Brahesmindeland

Spoiler alert: Vi har arbejdet på noget nyt. Vi vil prøve at lave noget særligt i SFO-sampasningsperioden i uge 28 i Horne. Vi vil gerne lave en form for lejruge. Ikke alle kommer på så meget ferie i sommerferien, så vi prøver i år at lave en ekstra sjov uge i uge 28. Der vil ikke blive brugt af skolens ressourcer, da vi håber, at det vil kunne laves med frivillige og sponsorater. Målet er at lave en mini-lejrskole for de børn, der er tilmeldt pasning i uge 28. Mere information følger senere. Men hvis du allerede nu tænker at du gerne vil bidrage – enten med noget kage, is, noget til ”madpakker”/ aftensmad en dag eller med din tid, så skriv endelig til mig. 

Der er selvfølgelig også mulighed for at de børn der er tilmeldt bare er i almindelig SFO, men vi håber det bliver så sjovt at de ikke vil hjem 😉

Tak for samarbejdet

Mange af jer er gode til at tage fat i mig eller andre fra Fællesbestyrelsen, hvis der er noget I gerne vil have drøftet – både via Aula, når vi lige mødes, og at I ringer. Om det bare er en snak eller en undring eller noget større, som vi skal tage op i Fællesbestyrelsen. Det skal I endelig bare blive ved med. Vi kan jo kun inddrage det, vi ved og selv tænker. Som fællesbestyrelse går vi jo ikke ind i personsager, men jeg ser vores arbejde som et tillidshverv. Noget I som forældre har betroet nogle andre forældre at varetage. Så tak for opbakningen, snakkene og tilliden. 

Med venlig hilsen
Laura Roy
Formand for Fællesbestyrelsen
Brahesminde Skoler og Børnehuse

Dokumenter

23-24 Årsberetning.pdf

Shape Created with Sketch.

Formandens årsberetning for 2024-25

Shape Created with Sketch.